Folkemødet 2025
Paprika Steen / Jakob Engel-Schmidt / Sara Bro / Nicolaj Kopernikus / Maren Uthaug / Rasmus Tantholdt / Sofie Riise Nors / Mathias Broe / Petra Nagel / Rosa Lund / Ghita Nørby / Esben Dalgaard / Christoffer Boe / Ane Qvortrup / Carolyne Kaddu Rasmussen / Niels Krause-Kjær / Martin Kongstad / Rane Willerslev / Tine Fischer / Sandy French / Lone Theils / Keld Reinicke / Bo Lidegaard / Leif Davidsen / Karianne Solbrække / Jan E. Jørgensen / Nicolai Nørregaard / og mange flere
Verden er i konstant forandring, og vi står over for vigtige spørgsmål om samfund, kultur og medier. På årets Folkemøde tager Egmont pulsen på dansk film og litteratur, diskuterer nyhedsmediernes rolle og undersøger hvad kulturarv har af betydning for os. Vi dykker ned i, hvordan børn og unge i svære livsvilkår navigerer i livets valg, hvad skærmkultur betyder for vores samfund, og hvordan vi sikrer en stærk uddannelse for fremtiden. Undervejs kommer vi omkring de store linjer og de nære ting. Glæd dig til spændende samtaler, debatter og perspektiver, når en perlerække af skuespillere, forfattere, politikere, journalister, eksperter og kulturpersonligheder gæster Egmonts to scener Baghaven og Terrassen i Havnegade 9, G28, Allinge, fredag den 13. juni.
Program 13. juni

/ Rosa Lund / Mikkel Bjørn
Smør stemmebåndene med folketingsmedlemmerne Rosa Lund fra Enhedslisten og Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, som hver især har valgt sange, som, de mener, har relevans for samfundet i dag – akkompagneret af filmkomponist Mikkel Maltha og Zentropas direktør Anders Kjærhauge.

/ Sara Bro / Esben Dalgaard / Rosa Lund / Sofie Riise Nors
Unge med sygdom drømmer også om uddannelse, job og kærlighed. Men de skal kæmpe ekstra. Sara Bro får besøg af et monopol bestående af skuespiller Esben Dalgaard, politikeren Rosa Lund, samt illustrator, forfatter og feminist, Sofie Riise Nors. Sammen skal de forholde sig til nogle af de dilemmaer, unge oplever, når de lever med en kronisk eller alvorlig fysisk sygdom. Kom og hør unge fra SygtStærk fortælle om et ungdomsliv med sygdom og præsentere dilemmaer fra deres verden.

/ Keld Reinicke / Diana Ringe Krogh / Niels Wetterberg / Sofie Filt Læntver / Lasse Vestergaard / Christina B. Kjeldsen
Vær med til en vigtig samtale om din og dine børns skærmkultur og Danmarks fremtid som kulturproducent. Computerspil bliver tit omtalt som ”dårlig skærmtid” – men hvad med de mange positive effekter, som vi sjældent hører om? Vi samler politikere og aktører fra spilbranchen til en involverende samtale om, hvad computerspil og den danske spilbranche kan bidrage med. Hvordan kan vi udnytte spilbranchens potentiale til at styrke Danmark, og hvilke positive effekter er der ved spil?

/ Rasmus Tantholdt
I over 20 år har korrespondent Rasmus Tantholdt dækket krige, konflikter og katastrofer i verdens brændpunkter. Euromans chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst møder korrespondenten til en samtale om en verden, der vakler – og om at finde sine fødder i den.

/ Petra Nagel / Ane Qvortrup / Carl Emil Lind Christensen / Sara Emil Baaring / Aksel Justesen
Vi stiller skarpt på den faglige trivsel for børn og unge. Analyser viser, at unge i grundskolen og på ungdomsuddannelserne trives mentalt og socialt, men der er et behov for at højne deres faglige trivsel, der scorer lavt. Hvad kan være med til at øge den faglige trivsel? Og hvad kan medvirke til en større tro på egne evner til at mestre det faglige? Hvad siger eksperterne? Og hvad siger de unge selv?

/ Jakob Engel-Schmidt / Ghita Nørby / Kristoffer Eriknauer
Fællessang, H. C. Andersens eventyr, revy og Bournonville ballet. Hvilken rolle spiller kulturen egentligt for vores danske kulturarv? Skuespil- og kulturikon Ghita Nørby, kulturminister Jakob Engel-Schmidt, og skuespiltalent og TikTok-stjerne Kristoffer Eriknauer giver deres perspektiver på, hvilken rolle kulturen spiller i vores danske kulturarv. Ghita Nørby: det navn er for de fleste danskere introduktion nok i sig selv. Med sin lange karriere som førstedame i dansk film, teater og tv kunne den hædrede skuespillerinde selv være på listen over immateriel kulturarv. Sammen med kulturminister Jakob Engel-Schmidt og journalist Søren Ryge har hun i stedet udgjort den minikomité, som har udvalgt deres bud på, hvad der skal repræsentere Danmark på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Kristoffer Eriknauer er på rollelisten her, der og alle vegne: Det Kongelige Teater, store tv-serier og ikke mindst egne sjove videoer på TikTok for bare at nævne nogle.

/ Maren Uthaug / Petra Nagel
Der er mange mænd, som er vrede på Maren Uthaug. Måske fordi hun i sine bøger reducerer dem til avlsdyr og giver kvinderne den magt, mændene ellers besidder. Er fremtiden lysere uden mænd, og er ligestilling overhovedet muligt? Det er omdrejningspunktet for denne samtale mellem forfatter Maren Uthaug og journalist Petra Nagel.

/ Jakob Engel-Schmidt
Magtfuld. Det er kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Og magten bruger han flittigt. De seneste år har ministeren lavet stribevis af politiske aftaler og tilført friske millioner til kulturområdet. Euromans chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst møder mennesket og ministeren Jakob Engel-Schmidt til en snak om at være midt i magtens centrum, om værdien af kultur og ikke mindst om, hvad det betyder at være et kulturelt menneske uden en kulturpolitisk baggrund.

/ Ulla Pors Nielsen / Sandy French / Karianne Solbrække / Niels Krause-Kjær
I Norge står Egmont bag public service-mediehuset TV 2, der udfylder samme rolle i det norske samfund, som dansk TV 2 og DR gør herhjemme. Alle tre leverer nyhedsformidling og public service i en tid, hvor medieforbruget bliver stadig mere individualiseret, udbuddet er større end nogensinde, og fake news udfordrer tilliden i vores samfund. Så hvordan sikrer tv-stationerne deres troværdighed, kvalitet og rækkevidde i den hurtige nyhedsstrøm? Hvordan undgår de selv bias i en mere polariseret verden? Og er det overhovedet muligt at engagere de unge generationer i noget så gammeldags som tv-nyheder?

/ Paprika Steen / Carolyne Kaddu Rasmussen
Kom med til en live-udgave af ALT for damernes ugentlige podcast, hvor vi hver uge inviterer to kendte gæster ind i fredagsbaren til en snak om aktuelle emner og livets højde- og lavpunkter. Her på Folkemødet får chefredaktør Rikke Dal Støttrup og journalist Caroline Heidemann besøg af sygeplejerske og forfatter Carolyne Kaddu Rasmussen og instruktør og skuespiller Paprika Steen til en samtale om generations- og kulturmøder– set gennem kvindeøjne.

/ Rane Willerslev / Anne Sophia Hermansen / Magnus Hermann / Mastarn Bandian
Kan man tage del i demokratiet, hvis man ikke læser? Børn og unges læsekrise kalder på svar. For verden er i hastig forandring, og demokratiet er under pres. Samtidig er børn og unges læselyst i frit fald. Danmark sætter international bundrekord i læseglæde blandt skoleelever og flere og flere unge forlader folkeskolen uden at kunne læse godt nok til at kunne bestå afgangseksamen. Det gælder ikke mindst for børn og unge i udsatte livsvilkår. Men hvad betyder læseglæden for demokratiet og de unges deltagelse og indflydelse? Og skal der gøres noget for at styrke børn og unge i svære livsvilkårs læseglæde? Det spørger vi om, når to generationer mødes til en samtale om læsekrisens betydning særligt for børn og unge, der vokser op i svære livsvilkår, og deres mulighed for at tage del i demokratiet.

/ Martin Kongstad / Nicolai Nørregaard
Gastronomien blomstrer på Bornholm. Hvad skyldes det, og hvad betyder det for øen, øboerne, turisterne og ikke mindst for den gode smag? Magasinet Gastros chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst har inviteret Kadeaus medejer Nicolai Nørregaard ind på Egmonts scene til en samtale om det bornholmske gastro-mirakel, hvor netop Kadeau har været blandt frontløberne. Med på scenen er også Martin Kongstad, der bl.a. er vært på den populære gastro-podcast ”Bearnaise er dyrenes konge”, og som vil give sit personlige take på, hvordan Bornholm har udviklet sig på gastro-fronten. Der bliver masser af sjove røverhistorier og listige bornholmer-tips, samtidig med at vi bliver klogere på, hvor Solskinsøens madscene bevæger sig hen.

/ Christoffer Boe / Nicolaj Kopernikus / Bent Isager-Nielsen / Lone Theils
”Rejseholdet – det første mord” er en kommende storfilm fra Nordisk Film instrueret af Christoffer Boe og med Nicolaj Kopernikus i en bærende rolle. Filmen skruer tiden tilbage til 1920erne, hvor det første rejsehold bliver etableret og skal opklare en mordgåde i Esbjerg. Rejseholdet har dannet inspiration for film og tv-serier. På Egmonts scene tager vi samtalen om Rejseholdet og grænselandet mellem fakta og fiktion.

/ Tine Fischer / Mathias Broe / Jan E. Jørgensen / Asger Flygare / Louise Vesth / Anders Leifer / Maya Ilsøe
Med medie- og filmaftalerne fra sidste år og med aftalen om en produktionsrabat er de økonomiske rammer for dansk film lagt fast. Ambitionerne er store, for dansk film skal være en samlende kraft. Samtidig har fragmenteringen og kampen om danskernes tid aldrig været større. Så hvordan forbliver – eller bliver – danske film relevante for alle? Er filmbranchen i sync med det danske publikum? Hvordan får vi flere store og brede film med kunstnerisk kvalitet? Og er der overhovedet plads til den frie stemme til filmfortællerne og de nye talenter?

/ Leif Davidsen / Peter Ernstved Rasmussen / Bo Lidegaard
Verden står over for store forandringer og global uro. Historiker Bo Lidegaard og forfatter Leif Davidsen dykker ned i den aktuelle geopolitiske situation og diskuterer, hvordan konflikter, stormagtsrivalisering og politiske spændinger former vores tid. Samtalen modereres af journalist Peter Ernstved Rasmussen – stifter og redaktør på forsvarsmediet OLFI og forfatter til bogen “Forsvarsløs”.