Alle børn fortjener et godt børneliv
Igennem Egmonts program En Håndsrækning samarbejder vi med organisationer, eksempelvis Sveriges stadsmissioner, der har et nært kendskab til børn, unge og familier, der lever i økonomisk fattigdom.
En jul uden gaver, en sommer uden aktiviteter eller en hverdagsaften uden mad på bordet. Det er virkeligheden for mange børn i Danmark, Sverige og Norge, som vokser op i økonomisk fattigdom.
Siden Egmont Fonden blev etableret i 1920, har vi støttet børn i udsatte positioner og deres familier med direkte økonomisk hjælp. Vores grundlægger, Egmont Harald Petersen, kom selv fra små kår, og det var et af hans sidste ønsker, at Egmont Fonden skulle give økonomisk støtte til dem i vores samfund, der har mindst.
En håndsrækning til svenske børn i udsathed
I Sverige arbejder organisationen Sveriges Stadsmissioner for de børn og unge, der ikke kan leve det samme børne- og ungdomsliv som deres venner, fordi pengene er små.
Sveriges Stadsmissioner er den første organisation i Sverige, som er en del af Egmont-programmet En Håndsrækning. Det indebærer direkte økonomisk støtte til børnefamilier, der lever i fattigdom, og som har brug for økonomisk hjælp til både stort og småt.
Der gives støtte til op mod 4.600 børn i udsatte positioner i Sverige. Det går blandt andet til en god skolestart, julehjælp, og til at børnene får mulighed for at deltage i vigtige aktiviteter på linje med andre børn som f.eks. sommeraktiviteter og lejrture.
Udover Sveriges Stadsmissioner er syv andre organisationer en del af En Håndsrækning-programmet. Det drejer sig om Dansk Røde Kors, Børnehjælpsdagen, Mødrehjælpen, Fonden for Socialt Ansvar, Norske Kvinners Sanitetsforening, Efterskoleforeningen og Dansk Folkehjælp.