
Anders And lærer børn om sikkerhed på nettet
Sammen med Center for Digital Pædagogik har Story House Egmont udgivet et særnummer af Anders And & Co. om digital tryghed for børn med fokus på apps og gaming.
Anders And tror, han chatter med Andersine på RapChat, men han får sig en overraskelse, Det er nemlig Hexia de Trix, der gemmer sig bag Andersines billede. Sådan begynder historien ”Sikkerhedseksperten” i et særnummer af Anders And & Co., der skal lære børn og unge at færdes sikkert online.
Med digitale og sociale medier kan man udforske magiske verdener i computerspil, chatte med vennerne, se skægge videoer og finde ny viden. Men hvorfor er sociale medier og spil så gode til at fange og fastholde opmærksomheden? Og hvem er det egentlig, der svarer, når man skriver med en chatbot?
Særnummeret af Anders And & Co ”Online med Anders” giver nogle af svarene. Bladet udgives af Story House Egmont i samarbejde med Center for Digital Pædagogik med støtte fra Teleindustrien, Telenor, Norlys, Fibia, Telia og YouSee og blev trykt i 60.000 eksemplarer, der uddeltes gratis i telebutikkerne – ud over at det kan læses online. Bladet er en opdatering af et tidligere særnummer - med nye historier, artikler og undertitlen Digital tryghed.
I bladet kan børn og unge læse om de ting, de skal være opmærksom på, så sociale medier og spil bliver ved med at være sjove og sikre. De kan også læse om Anders And, Onkel Joakim og alle de andre, og om alle deres udfordringer med skærme og sikkerhed. I bladet opfordres børnene til at læse det sammen med en voksen, og der er gode emner til den videre samtale: Hvornår er man sikker? Hvad er kunstig intelligens? Hvad deler man og med hvem? Hvornår er det vigtigt, at familien får slukket og pakket skærmene væk?