Biograferne skruer ned for strømforbruget
Nordisk Film arbejder løbende og målrettet med at reducere sit strømforbrug. Biograferne står for en stor del af Nordisk Films og dermed også Egmonts samlede strømforbrug, og derfor bliver der også gjort en stor indsats for at reducere det.
Nordisk Film måler strømforbruget for hver enkelt af sine biografer og følger det ganske tæt. Det er en forudsætning for at mindske strømforbruget i Nordisk Films 23 biografer i Danmark – ikke mindst fordi det gør det muligt at identificere potentielle strømslugere og områder, som kræver særlig opmærksomhed.
Ventilationssystemerne vejer tungt i biografernes samlede strømforbrug. Derfor er en stor del af ventilatorerne blevet repareret eller udskiftet helt. Driftstiden på de enkelte ventilatorer er ligeledes blevet justeret, så at de kun er tændte, når det er absolut nødvendigt.
Nordisk Film udskifter også løbende belysning i biografsalene til LED-pærer, mens de ældre projektorer erstattes med nyere, mere strømbesparende laserprojektorer. Større opmærksomhed på den daglige adfærd - fx at huske at slukke lyset og skærme, køle- og varmeskabe, som ikke er i brug i nattetimerne - er også med til at reducere strømforbruget. Nordisk Film Biografer har desuden holdt workshops med fokus på bæredygtighed i biograferne for at skabe større opmærksomhed og engagement hos alle medarbejdere.
Ved hjælp af strømdata gør Nordisk Film Biografer arbejdet målrettet med forskellige tiltag og har formået at reducere strømforbruget i de danske biografer med 947.075 KWH svarende til 13,3 % i forhold til 2019. Bæredygtighed er højt prioriteret i Nordisk Film Biografer og hele Egmont, så arbejdet slutter ikke her.