En digital hjælper i arbejdsdagen
I Egmont har vi vores eget AI værktøj. Det er en digital assistent, der kan hjælpe med at styrke vores kreativitet og produktivitet og løse opgaver i hverdagen i et sikkert miljø.
EgmontGPT er udviklet af Egmont egen IT-afdeling og baserer sig på forskellige AI modeller. Den digitale hjælper er implementeret i et lukket miljø og programmeret til at forstå, lære og besvare medarbejdernes spørgsmål og opgaver, mens Egmont data forbliver beskyttet.
EgmontGPT kan hjælpe med alt fra oversættelse og korrektur til behandling og opsummeringer af store datamængder, kodning, fejlfinding og idegenerering. Desuden har Egmont IT lanceret AI assistenter og giver medarbejderne mulighed for at lave deres egen AI assistent. Fx kan AI assistenten “Harald” - opkaldt efter vores grundlægger Egmont Harald Petersen - besvare Egmont-relaterede forespørgsler lige fra detaljer om vores historie til medarbejderfordele og HR-relaterede emner. Egmonts IT Sikkerhedspolitik har også fået sin egen AI assistent, der giver nem adgang til de regler, vi har indenfor IT sikkerhed.
"Vi tilbyder en platform, som vores selskaber kan anvende, med en bred vifte af features og modeller - både for at udbrede muligheden for, at alle i Egmont kan anvende denne teknologi og for at understøtte de mange forskellige anvendelsesmuligheder,” siger Henrik Amini, CIO i Egmont IT.
Den videre udvikling af EgmontGPT sker i samarbejde med vores selskaber og skal støtte op om at effektivisere arbejdsgange ved brug af egne data og integration til forretningsapplikationer.
“Vi har valgt et ‘Open Roadmap’ princip, hvilket betyder vi inddrager vores selskaber og kommunikerer åbent om de features, der er på vej ind på platformen. Dette har givet godt samspil mellem behov og de ting, vi launcher på platformen,” siger Henrik Amini.