Kari Joynt

Når TikTok fremmer lysten til at læse en bog

Unge bruger meget tid på sociale medier, og det kan faktisk være godt for deres læselyst. Mange unge bruger nemlig disse platforme til at finde fællesskaber og få inspiration til bogverdenen.

Stærke historier

Har du hørt om Booktok? Et fænomen på den sociale medieplatform TikTok hvor influencere omdanner platformen til en virtuel bogklub ved at læse bøger og poste anbefalinger. Disse videoer har været med til at skabe et fællesskab omkring bøgerne på TikTok og andre medier, som trenden har spredt sig til. 

Der snakkes meget om de unges mangel på koncentrationsevne, og mens dette kan være sandt for nogle, er det langt fra tilfældet for alle. Det viser de unges engagement på sociale medier, hvor bøger er blevet fast indhold i manges feed. Denne udvikling har redaktør Kari Joynt fra vores norske forlag, Cappelen Damm, også bemærket, og selvom udviklingen giver udfordringer for den traditionelle bog, ser hun også en masse muligheder. 

“Vi er i en situation med store udfordringer, fordi vi konkurrerer om folks opmærksomhed,” fortæller hun, og fortsætter: “For de unge er forskellen på en Tv-serie, en god film, en podcast, at lytte til en bog eller at læse en bog ikke så stor, som vi lidt ældre måske synes.” 

Cappelen Damm ser stort potentiale i den digitale udvikling, da den især gør det muligt at ramme meget specifikke læsere, der er interesserede i meget specifikke bøger.

“En bog kan have så mange liv. Den kan tage mange forskellige former og nå ind til mennesker på forskellig vis,” uddyber Kari Joynt.  

Det forsøger Cappelen Damm at udnytte ved blandt andet at holde arrangementer med de såkaldte “booktok’ere”. 

For én ting er klart: de unge vil gerne læse, så længe forlagene kan imødekomme deres læseønsker og -vaner.

Kari Joynt