Nordisk Film er også serier
Nordisk Film bygger på en lang og stolt tradition indenfor filmproduktion og har altid haft store ambitioner på filmens vegne. Senest har Nordisk Film Production for alvor også rettet blikket mod produktionen af serier.
Nordisk Film Series er en afdeling under Nordisk Film Production, der startede tilbage i 2020, og siden har arbejdet passioneret på at skrive og producere spændende serie-dramaer. Ambitionen i Nordisk Film Series er at give plads til nye skrivende talenter og tiltrække de største nordiske stemmer, så originalitet og kvalitet fortsat forbliver et gennemgående kendetegn i deres produktioner.
Nordisk Film Series har blandt andet produceret krimidramaet Graverne. I serien følger vi den idealistiske journalist Liv (spillet af Mille Dinesen) og hendes redaktion af ambitiøse graverjournalister, der arbejder for at bringe uretfærdigheder og korruption frem i lyset i tv-programmet Brændpunkt. I seriens første sæson kommer de på sporet af en sensationel sag, der trækker tråde til magtens centrum i det politiske Danmark og som uundgåeligt stiller redaktionen overfor både personlige og etiske dilemmaer.
Produktionen af Graverne var også et pilotprojekt inden for grønnere film og tv-produktioner, og serien er en af de første i Danmark til at blive Green Film certificeret, tilmed med den højeste score for en dansk fiktionsserie.
I over 100 år har filmselskabet i Valby bidraget til den danske og nordiske filmskat og høstet international anerkendelse med flere Oscar-nomineringer.