
TV 2 afslører: Russere ejer hytter i Norge
Det vakte opsigt, både nationalt og internationalt, da TV 2 i Norge kunne afsløre, at russere med tilknytning til præsident Vladimir Putin ejer hytter midt i et af de vigtigste militærområder i Nordnorge.
TV 2 har kortlagt alle ejendomme i Nordnorge, der er registreret med en udenlandsk, privat ejer. Det førte til afsløringen af, at blandt andet ved Bardufoss, hvor der ligger en militær flyvestation, var flere hytter ejet af russere.
Krigen i Ukraine er afsæt for historierne, som TV 2s udenrigsredaktion tog initiativ til. Bag afsløringerne står en gravergruppe bestående af medarbejdere med forskellige kompetencer; reportere med graverkompetencer, politisk ekspertise og reportere med specialviden om Rusland. Gruppen måtte indføre særlige sikkerhedsprocedurer, mens de arbejdede med historien om de russisk-ejede hytter i det nordlige Norge, fortæller journalist Anne Sofie Rønnfeldt, der var en del af gruppen.

Da de første historier om de russisk-ejede hytter i Nordnorge blev offentliggjort, skabte det opmærksomhed i både nationale og internationale medier, og flere nordmænd henvendte sig undrende til TV 2:
”De ville vide, hvordan det overhovedet er muligt, at højtstående medlemmer af Putins parti ejer hytter i så sårbare dele af Norge”, forklarer Anne Sofie Rønnfeldt.
Afsløringen har betyder, at et samlet norsk retsudvalg har krævet obligatorisk registrering af ejendomskøb i Norge, og regeringen vil indføre et system, hvor ejendomskøb foretaget af ikke-europæiske borgere skal have særlig godkendelse netop for at undgå, at uønskede personer etablerer sig i Norge.
