Årets ISBJØRNEN-priser er uddelt!
Nordisk Film Fondens tre hæderspriser samt Ballings Særpris er overrakt under én samlet prisuddeling, ISBJØRNEN.
Her til aften har Nordisk Film Fonden uddelt sine tre årlige hæderspriser ved prisuddelingen ISBJØRNEN. Samtidig uddelte fonden ekstraordinært Ballings Særpris til en folkelig filmmager for at markere 100-års fødselsdagen for Erik Balling. Aftenen blev fejret ved et gallaarrangement for den danske filmbranche i Nordisk Films studier i Valby med Ellen Hillingsø som årets vært. Prisuddelingen demonstrerede, hvordan Nordisk Film Fonden efter mere end 30 år stadig er med til at udvikle filmtalenter i verdensklasse.
Årets prismodtagere er: Filminstruktør og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, der modtog Ballings Særpris på 75.000 kroner. Dokumentarfilminstruktør Roja Pakari, der modtog Nordisk Film Prisen 2024 på 118.000 kroner (1.000 kroner gange Nordisk Films alder). Skuespiller Sofie Torp, der modtog Ove Sprogøe Prisen 2024 på 75.000 kroner. Instruktør og manuskriptforfatter Christian Andersen, der modtog Erik Ballings Rejselegat 2024 på 75.000 kroner.
Ballings Særpris går til Anders Thomas Jensen
Da Nordisk Films streamingtjeneste Nordisk Film+ sidste år undersøgte, hvad der er danskernes danske favoritfilm, var der intet mindre end fem film instrueret og/eller skrevet af Anders Thomas Jensen i top-10 – herunder ”Blinkende lygter” (2000) på en førsteplads, foran bl.a. Erik Ballings ”Olsen-banden”-film.
Den autodidakte Anders Thomas Jensen, der i 1999 vandt en Oscar for kortfilmen ”Valgaften”, har skrevet og instrueret en lang perlerække af mere end 50 film. Han spillefilmsdebuterede som instruktør med netop ”Blinkende lygter”, der altså er danskernes absolutte danske favoritfilm, og har siden stået bag klassikere som ”De grønne slagtere” (2003), ”Adams æbler” (2005), ”Mænd og høns” (2015) og ”Retfærdighedens ryttere” (2020). Som manuskriptforfatter har han arbejdet sammen med Susanne Bier, Lone Scherfig, Søren Kragh-Jacobsen, Nikolaj Arcel m.fl. og er forfatter eller medforfatter på film som bl.a. ”Mifunes sidste sang” (1999), ”I Kina spiser de hunde” (1999), ”Solkongen” (2005), ”Sprængfarlig bombe” (2006), ”Alle for to” (2013), ”The Salvation” (2014), ”Skammerens datter” (2015),”The Dark Tower” (2017), ”Ser du månen, Daniel?” (2019), ”Bastarden” (2023) samt Susanne Biers Oscar-vinder ”Hævnen” (2010) og hendes Oscar-nominerede ”Efter brylluppet” (2006). Han er netop nu i gang med forberedelserne til sin sjette spillefilm, ”Den sidste viking”, som produceres af Zentropa.
For prisudvalget var der ingen tvivl om, at det netop er Anders Thomas Jensen, som skal modtage Ballings Særpris, der ekstraordinært uddeles i år, hvor Erik Balling ville være fyldt 100 år, og går til en ”folkelig filmmager, som laver fortællinger, der forbinder, forandrer og forvandler”.
”Du har givet os Arne, Stefan, Peter og Torkild og alle de andre karakterer, der som Egon, Benny og Keld, er kravlet helt ind under huden på os. Så vi smiler stort og bliver fugtige i øjenkrogen på én gang, så vi spejler vores eget liv i fortællingen, og så vi bliver klogere på vores medmennesker og det samfund, vi er en del af,” som skuespiller og instruktør Paprika Steen udtrykte det i prisudvalgets motivering.
Nordisk Film Prisen 2024 går til Roja Pakari
I 2017 fik dokumentarfilminstruktør Roja Pakari konstateret knoglemarvskræft i en alder af 37 år. På det tidspunkt var hendes søn Oskar blot to måneder gammel. Under det lange sygdomsforløb, hvor hun kæmpede for at leve og se sin søn vokse op, valgte Roja Pakari at vende kameraet mod sig selv. Det er blevet til den gribende og prisbelønnede dokumentarfilm ”Min arv bor i dig” (2024), der er en form for kærlighedsbrev til Oskar, og som bl.a. har vundet Nordic:Dox Award ved dette års Cph:Dox-festival.
Rola Pakari er født 1981 i Bandar Abbas i Iran. Hun kom til Danmark og fik asyl med sin familie som fireårig. Hun er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2015 med afgangsfilmen ”Zayesh”, der handler om kunstneren Hamraz Bayan.
Marianne Moritzen, medlem af prisudvalget, sagde bl.a. følgende i motiveringstalen til Roja Pakari:
”Du er kunstner, mor, kvinde og det sejeste menneske. Du har skabt et begavet, indsigtsfuldt filmisk værk, hvor du er instruktør, forælder til en sårbar medvirkende, og spiller hovedrollen på én og samme gang. Det har du gjort – gennem seks år – midt i en livskrise diagnosticeret med en kronisk sygdom. Det kræver overskud, talent og klogskab og er en kraftpræstation, der ikke kender sammenligning, men beror på en kolossal menneskelig råstyrke.”
Blandt de tidligere modtagere af Nordisk Film Prisen finder man blandt andre Lars von Trier, Anders Thomas Jensen, Danica Curcic, May el-Toukhy, Gustav Möller, Malou Reymann, Amalie Næsby Fick og sidste års prismodtager Lea Glob.
Ove Sprogøe Prisen 2024 går til Sofie Torp
Sofie Torps talent spænder vidt. Fra det komiske i Hella Joofs ”Meter i sekundet” (2023), hvor hun spiller Marie, der flytter til Vestjylland og skal forsøge at finde sig til rette som nybagt mor og brevkasseredaktør, til det hårdkogte i ”Den grænseløse” (2024), hvor hun som Rose går undercover i en religiøs sekt.
Sofie Torp er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2016 og har de seneste år haft markante roller i film som ”Ser du månen, Daniel?” (2019), ”Marco effekten” (2021), ”Lykkelige omstændigheder” (2022), ”Meter i sekundet” (2023), ”Hygge” (2023), ”Synkefri” (2023) og ”Den grænseløse” (2024).
Forperson for prisudvalget og producer i Nordisk Film Production, Mikael Rieks, hyldede i sin motiveringstale Sofie Torp:
”Sofie, du går til alle karakterer som en kriger, der skal bemægtige sig en drage. Du er uden filter og frygtløs i din tilgang til det at skabe en karakter. Samtidig har du fødderne solidt plantet i den jyske muld. Det jordnære, det nærværende, er stærkt repræsenteret i alt, hvad du laver. Du skaber komplekse karakterer, man ville ønske, man kunne blive venner med i virkeligheden – og det siger ikke så lidt,” sagde han.
Ove Sprogøe Prisen er en skuespilpris på 75.000 kroner, der i år uddeles for 19. gang. Prisen er tidligere givet til blandet andre Lene Maria Christensen, Mia Lyhne, Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas, Pilou Asbæk, Danica Curcic, Ulrich Thomsen, Johanne Louise Schmidt, Nikolaj Coster-Waldau, Katrine Greis-Rosenthal, Esben Smed, Mille Dinesen, Nicolai Jørgensen, Josephine Park og sidste års prismodtager Jacob Lohmann.
Erik Ballings Rejselegat 2024 går til Christian Andersen
Erik Ballings Rejselegat blev stiftet af Nordisk Film Fonden i 2006. Prisen er på 75.000 kroner og uddeles som rejselegat, fordi Erik Balling sammen med kollegaen Henning Bahs i mange år viste, at "rejser befordrer inspiration og skaberlyst – og giver kræfter til nye indsatser".
Christian Andersen debuterede i 2020 med thrilleren ”Ingen skal sove”. Og for knap et år siden kom så spillefilmen ”Synkefri” (2023), en personlig, dramatisk og anmelderrost fortælling om begivenheder i 1981, hvor en fiskekutter og redningsbåden FR2 forliste ved Hirtshals Havn og i alt ni mænd mistede livet. Da myndighederne placerer ansvaret for ulykken hos styrmanden på redningsbåden, sætter hans søn Henrik sig for at efterforske ulykkens egentlige årsag og rense sin fars navn.
Christian Andersen bor i Skødstrup og har en universitetsgrad i statskundskab fra Aarhus og Københavns Universitet. I 2017 stiftede han produktionsselskabet Swulli Film sammen med sin hustru Hanna Rosland og begge er nu ansat hos ved århusianske Wasabi Film. Ved siden af filmprojekterne arbejder Christian Andersen på andre produktioner, producerer reklamefilm og underviser på højskoler og uddannelsesinstitutioner.
I sin motivationstale til Christian Andersen sagde Mette Høst Hansen, forperson for prisudvalget og producer i Nordisk Film Production:
”Filmen viser, hvordan det at gå mod strømmen kræver karakter og ukuelighed. Kvaliteter, som du også selv har udvist i realiseringen af ”Synkefri”. I stiv modvind er det lykkedes dig at skabe en stærk, bevægende og meget personlig film om dit eget ophav, der samtidig har gået sin sejrsgang i biografer landet over med mere end 180.000 solgte billetter. Det er en imponerende bedrift.”
Tidligere modtagere af Erik Ballings Rejselegat er bl.a. Susanne Bier, Martin Zandvliet, Ask Hasselbalch, Sabine Hviid, Ditte & Louise, Louise McLaughlin, Lisa Jespersen, Sara Jønsson, Frelle Petersen samt sidste års prismodtager Mette Heeno.
Om Nordisk Film Fonden
Nordisk Film Fonden har bidraget til udviklingen i den danske filmbranche gennem mere end 30 år. Vores nuværende fokus er at styrke filmfortælling til fremtiden ved bl.a. at udvikle og synliggøre filmtalenter i verdensklasse. Nordisk Film Fonden hjælper unge talenter ud i verden med legaterne Store Isbjørn og Lille Isbjørn. Via Isbjørnens Projektstøtteordning og Signaturprojekter igangsætter og støtter vi aktiviteter, som bidrager til nytænkning og filmtalenter af høj kvalitet.
Nordisk Film Fonden står bl.a. bag den årlige konference Picture This, en indsats som skal inspirere danske filmskabere til at anvende teknologi til at styrke den fortsatte udvikling af den filmiske kunstform. Desuden støtter Nordisk Film Fonden bl.a. foreningsuddannelserne Super16 i København, og Super8 i Aarhus og 18Frames i Odense, VIZARTS Lab I & II på Aalborg Universitet og Manuskriptskolen for Børnefiktion.
Nordisk Film Fonden er den eneste almennyttige fond i Danmark rettet mod den danske filmbranche og har en årlig bevilling på syv millioner kroner.