Lars Boesgaard

Lindhardt og Ringhof fordobler omsætning på seks år

Egmonts danske forlagshus Lindhardt og Ringhof omsatte i 2023 for 706 mio. kr. og opnåede et driftsresultat (EBIT) på 56 mio. kr. Dermed satte forlagshuset ny rekord. Omsætningen er fordoblet siden 2017, og alene det forgangne år er den forbedret med over 100 mio. kr. 

08.02.2024

”Samtidig er det lykkedes os at gennemføre en succesfuld digital transformation af hele forlaget, uden at det er gået ud over salget af trykte bøger. Det er også værd at bemærke, at vi i løbet i samme årrække har fordoblet antallet af medarbejdere, så vi nu er over 450 ansatte,” siger adm. direktør Lars Boesgaard.

Blandt årets mange væsentlige udgivelser var Thomas Korsgaards kortroman Mente I det, den amerikanske kultforfatter Bret Easton Ellis’ Skår, Pulitzer-vinderen Hernan Diaz’ roman Tillid, hele det internationale fænomen Colleen Hoovers forfatterskab på 24 romaner blev gjort tilgængeligt på dansk, Anja C. Andersens store smukke fagbog Det gådefulde univers, Mich Vraas roman Under en anden himmel, Dorthe Bomanns samtalebog med Niels Hausgaard Når vi ånder i takt, tredje bind i Anne-Marie Vedsø Olesens serie om Vølvens Vej, og børnebogsforlaget Carlsen rundede en million solgte bøger af kæmpehittet Sallys far.

Af de 32 millioner bøger, som Lindhardt og Ringhof samlet solgte i 2023, stod streaming for en væsentlig del i det digitale forlag Saga. Aldrig har læserskaren været større, og ud af Sagas 130.000 digitale udgivelser på 30 sprog er en række danske forfattere som Steffen Jacobsen og Michael Katz Krefeld nu gjort tilgængelige for læsere i mange lande. 

Lindhardt og Ringhofs undervisningsafdeling voksede betydeligt i 2023, hvor købet af Praxis og Clio blev konsolideret i regnskabet. GoTutor, som tilbyder lektiehjælp, fortsatte sin solide organiske vækst.

”Vi forventer at fortsætte fremgangen yderligere i 2024, hvor vi har stærke forfatterskaber og titler på vej,” siger Lars Boesgaard. 

Blandt de forfattere, som læserne kan glæde sig til nyt fra i 2024, kan nævnes Anne-Cathrine Riebnitzsky, Leif Davidsen, Thomas Korsgaard, Yuval Harari, Karl Ove Knausgård, Daniel Kehlmann, Niels Krause Kjær, Anna Grue, Steffen Jacobsen og hele 30 nye skønlitterære forfatterskaber, heraf flere debutanter. Hos børne- og ungdomsbøgerne er der bl.a. nyt fra Sebastian Klein, mens Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved er klar med en opfølger til deres store succes Dig og mig ved daggry.