Ny udgivelse fra Egmont Fonden skal sætte børn og unge i svære livsvilkår på dagsordenen
Med en ny fast udgivelse vil Egmont Fonden sætte fokus på flere af de udfordringer, børn og unge i svære livsvilkår oplever, og bidrage til samtaler om, hvordan vi som samfund løser dem.
Hvad betyder det for børn og unge at vokse op i fattigdom? Hvordan er skolegangen for børn, der lever under svære livsvilkår? Og hvilken støtte efterspørger børnene og de unge selv?
Det er bare nogle af de perspektiver, som Egmont vil sætte fokus på i en ny fast udgivelse, Egmont Indsigt. Med det nye format skruer Egmont nu op for løbende at producere og dele viden og indsigter om og med børn og unge i svære livsvilkår. Gerne i dialog og samarbejde med andre aktører.
”Efter mere end 100 års arbejde med fondsstøtte ved vi, at vi kan gøre størst forskel ved at bidrage med mere end penge. Derfor har vi gennem flere år kombineret vores økonomiske støtte med at dele viden og indsigter om og med de børn og unge, der har det sværest. På den måde vil vi gerne bidrage til konstruktive samtaler om, hvordan vi som samfund støtter børn og unge bedre, og skruer nu op for den del af vores arbejde”, siger Heidi Sørensen, direktør i Egmonts Fondssekretariat.
Viden er en forudsætning for positive forandringer
For Egmont er viden og indsigter om børn og unge en væsentlig del af den filantropiske værktøjskasse. Viden er en vigtig forudsætning for, at vi som samfund kan løse de store samfundsudfordringer – som fx at alt for mange børn og unge ikke får en uddannelse. Og mens Egmont Fonden både støtter børn og unge økonomisk nu og her, arbejder fonden også på den lange bane for at skabe positive samfundsforandringer — til gavn for de børn og unge, der har det sværest.
På den måde er Egmont også en del af tendensen både i Danmark og internationalt, hvor fondene aktivt spiller sig på banen og bidrager til samfundsudviklingen med mere end økonomiske midler. Og for Egmont udgør den nye udgivelse, Egmont Indsigt et vigtigt ben i den indsats.
Med Egmont Indsigt fortsættes ambitionen om at stille viden og indsigter til rådighed sammen med og for beslutningstagere og aktører, der arbejder for børn og unge i svære livsvilkår. Formålet med Egmont Indsigt er desuden at inspirere andre organisationer til at investere i initiativer til glæde for børn og unge, motivere aktører på feltet – og danne afsæt for Egmont Fondens egne uddelinger. Temaerne for de enkelte udgivelser vil blive fastlagt i dialog med øvrige aktører på feltet.
Egmont Indsigt erstatter Egmont Rapporten
Egmont Indsigt erstatter den årlige Egmont Rapport, som Egmont én gang om året har udgivet de seneste ti år og som satte fokus på et særligt emne, der berører børn og unge i svære livsvilkår. I det nye format Egmont Indsigt vil analyserne have samme høje kvalitet, men formatet slankes og moderniseres, så det bliver mere let tilgængeligt og brugervenligt. Samtidig skrues der op for frekvensen i udgivelserne, så Egmont oftere bidrager med ny viden og indsigter inden for de områder, fonden arbejder for. Og gerne i samarbejde med andre. På den måde vil Egmont Indsigt bidrage til at fastholde det lange seje træk i fondens arbejde for at skabe positive forandringer for børn og unge i svære livsvilkår.
Yderligere fakta
Egmont Indsigt udkommer som udgangspunkt to gange årligt, distribueres til Egmont Fondens bevillingsmodtagere og vil være tilgængelig for alle på egmont.dk. Egmont Indsigt udkommer første gang i efteråret 2024.
Egmont er en erhvervsdrivende fond med et dobbelt formål. Vi driver medieforretning og støtter børn og unge i svære livsvilkår i Danmark, Norge og Sverige i at gennemføre en ungdomsuddannelse og skabe et godt liv.