Resultatfremgang for Story House Egmont i Danmark
2023 blev et tilfredsstillende år for Story House Egmonts danske magasinforretning, som trods omsætningsfald leverede sit bedste driftsresultat i fem år.
Story House Egmont A/S, der dækker Story House Egmonts danske magasin- og bladforretning, havde i 2023 en omsætning på 332,5 mio. kroner og et resultat af primær drift på 15,5 mio. kroner, det højeste i fem år.
”Vi er tilbage til normalen efter de ekstraordinære pandemiår. Vi har været gode til løbende at tilpasse vores forretning, og vi udgiver en række blade og magasiner, der står stærkt over for forbrugerne, ligesom vi fortsat har et solidt annoncesalg. Så selvom vi, som alle andre bladudgivere, også var påvirket af inflation, stigende omkostninger og den generelle nedgang for trykte medier, er vi alt i alt tilfredse med vores performance i Danmark i 2023,” siger Per Kjellander, som er adm. direktør i Story House Egmont A/S og CEO i Story House Media.
Story House Egmont udgiver i Danmark bl.a. magasinerne ALT for damerne, Euroman, Eurowoman, Gastro, Hjemmet, Her og Nu og Hendes Verden. Medievirksomheden står også bag en række børneblade som Anders And og co. og Disney Prinsesser.
”Vi ønsker at drive vores forretning så effektivt og rentabelt som muligt, samtidig med at vi har ambitioner om vækst og at blive større, selv om det generelle printmarked falder. Vi tror på vores stærke brands både på print og digitalt, og at det vil være en stærk forretning, som fortsat når ud til mange mennesker,” siger Per Kjellander og tilføjer:
”Jeg er imponeret over den måde, vores medarbejdere har tilpasset sig de aktuelle forhold og nye tendenser, samtidig med at de konsekvent har leveret indhold og tjenester af højeste kvalitet. Det er deres ekspertise og engagement, som er kernen i vores succes.”
Story House Egmont har forretninger inden for tre områder: Media, E-commerce og Agencies. Story House Media består af magasiner og digitale medier i 27 lande i Norden, Europa og enkelte internationale markeder. Story House Egmont er ejet af Nordens største mediekoncern, Egmont.