I Egmont tager vi ansvar for måden, vi driver forretning på. Gennem politikker og guidelines sikrer vi en ensartet, ansvarlig tilgang til forretningsetik, håndtering af information og data samt social ansvarlighed på tværs af forretningsområder og markeder.
Egmonts politik for ansvarlig forretningspraksis fastsætter tydelige retningslinjer og forventninger til alle medarbejdere. Politikken dækker over en række centrale, juridiske og etiske områder såsom bestikkelse, interessekonflikter, gaver og underholdning, konkurrencelovgivning, bedrageri, markedsføringsret, databeskyttelse, piratkopiering og ulovlig brug af indhold, menneskerettigheder og miljø. Vi forventer også, at alle opfører sig ordentligt og behandler hinanden med respekt. Medarbejdere, forretningspartnere og tredjeparter har mulighed for at benytte Egmonts Whistleblowersystem til at udtrykke bekymringer om mulig forkert eller uacceptabel opførsel fra Egmonts side.
Som moderne mediekoncern er brugen af teknologi og innovative løsninger afgørende for, at vi udvikler os og fortsat er relevante for den moderne forbruger. Information og data er her et nødvendigt værktøj. Egmont har derfor et ansvar for at håndtere data på en ansvarlig og etisk måde i overensstemmelse med gældende lovgivning. Vores interne politikker for GDPR og informationssikkerhed skal sikre, at alle i Egmont tænker på både sikkerhed og etik, når de behandler data.
Ansvarlig forretningspraksis og etik begrænser sig ikke kun til medarbejdere. I Egmont går vi op i ansvarlig supply chain management, produktsikkerhed, kvalitet og ordentlige produktionsforhold. Derfor arbejder vi for at sikre, at alle relevante samarbejdspartnere, leverandører og udvalgte underleverandører forpligter sig til at arbejde i overensstemmelse med Egmonts Code of Conduct. Her fastslås det blandt andet, at vi ikke tolererer nogen form for korruption eller bestikkelse, og at samarbejdspartneren skal sikre retmæssig behandling af sine medarbejdere.
Egmonts Social Compliance Program definerer, hvordan leverandører og udvalgte underleverandører skal overholde Egmonts Code of Conduct for at sikre både etiske og sociale standarder samt gældende lovgivning på området. Tredjepartsproducenters efterlevelse af social compliance sikres gennem social audits, løbende dialog og inspektioner. Som underskriver af FN’s Global Compact har Egmont forpligtet sig til at identificere og adressere eventuelle krænkelser og brud på både menneske- og arbejdsrettigheder internt såvel som hos vores leverandører for at sikre, at alle vores produkter er produceret i overensstemmelse med gældende etiske og sociale standarder.